At tro eller ikke at tro

Vi lever i mageløse tider og hver dags avislæsning giver genstand til stor forundring over sagernes tilstand eller mangel på samme.

Særligt hygger jeg mig med at søge paradokserne i kølvandet på det kontra-faktiske samfundssyn.

Et godt eksempel er tandpasta: Videnskaben er i alle sammenhænge enige om at flour i tandpasta har en opsættende effekt på kariessygdommen i mundhulen. Resultatet er, at relativt få børn får huller i tænderne, såfremt de børster tænder …. med flourtandpasta, forstås.

Alligevel ser vi en voksende gruppe af mødre vælge flourtandpasta fra med det sympatiske argument, at de ikke vil fodre deres børn med kemi.

Ganske vist er der ført rigeligt bevis for, at den mængde flour man skal indtage i et selvmordsforsøg skal måles i tons og ikke i tuber, men alligevel, fordi det føles rigtigt, vælger stadigt flere mødre, at blande deres egen tandpasta af bagepulver, myntebade og andet godt.

Det føles helt rigtigt og lyder super-sympatisk. Paradokset er bare, at en masse børn nu får en masse huller i tænderne.

Senere på ugen kunne man læse, at andre mødre vælger koppe-vaccinen fra. En sygdom som i nyere historie har tegnet sig for 300 millioner døde … man undres.

I går kunne man så læse, at regeringen vil tilskynde danske landmænd til at øge deres opmærksomhed på økologisk produktioner. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen tilbød velvilligt 1.1 milliarder (skatte)kroner til den gode sag. Efterspørgslen på de økologiske varer stiger, var argumentet.

Selv udøver jeg i det daglige en stor interesse i debatten om økologi og forsøger ihærdigt at læse hvad der er at læse om emnet. Desværre oplever jeg, som formodentligt mange andre som jeg, at det er komplet umuligt at finde et eneste klart svar på effekterne eller de manglende effekter af økologisk produktion i forholdet såvel til miljøpåvirkning, dyrevelfærd eller slutbrugersundhed.

Jeg skal spare jer for en opremsning af de mange modstridende postulater i økologi-debatten. En time på Google vil kunne gøre det langt bedre end jeg. Men tilbage står, at fronterne mellem ja- og nejsigere er trukket skarpt op, og at begge sider rundhåndet kan strø om sig med flotte universitetsundersøgelser, internationale professorers og anerkendte ernæringseksperters vidnesbyrd. Der er ingen grænser for deres ”indiskutable” videnskab på feltet. Problemet er bare, at de hver især kan påvise diametralt modsat evidens.

Jo mere man læser om den øko-idealistiske sondring desto mere klart står det, at der på trods af mange års intens videnskabelig interesse for emnet ikke tilbagestår noget klart evidensbaseret bevis for økologiens fortræffeligheder.

Men gør det egentlig noget?

I mit arbejde med forbrugeradfærd og kommerciel segmenterings-teori er jeg kommet til at elske den engelske sentens Perception is reality (min oplevelse af virkelighed bliver min virkelighed) fordi den så blændende præcist rammer kernen i den moderne forbrugers adfærd.

Hvis jeg tror, at de Ø-mærkede fødevarer bidrager positivt på både mit helbred og min forbrugersamvittighed, så er det DET der er produktet. Det DEN følelse jeg køber og gerne betaler ekstra for. Hvorvidt der er videnskabelig evidens for effekten betyder i den sammenhæng mindre når bare jeg vælger at tro. I myriaderen af statistikker og universitets-undersøgelser vælger jeg så dem jeg kan bruge i fastholdelsen af MIN virkelighed og forkaster med nonchalance dem der siger noget andet.

Fake news, vrænger jeg. Folk er dumme fnyser jeg.

Gentager jeg ofte nok over for mig selv og mine nærmeste, at økologi er godt, så etableres der i min bevidsthed, og i mit postnummer, gradvist en cementeret sandhed, en slags selvopfyldende profeti og således kan selv den mest spegede sandhed vokse sig stærk.

Hvis der er noget livet har lært mig så er det at tro er vigtigt for mennesker. I primitive kulturer har man brug for primitiv og let formiddelbar tro. I en sofistikeret kultur som vores har vi brug for mere avanceret tro og således kan vi eksempelvist vælge at tro vore handlinger påvirker verdens drift. Vi ved selvfølgelig godt, at det er noget sludder. Om vi køber det ene køleskab frem for det andet, den ene bil frem for den anden, den ene agurk frem for den anden, så kan det næppe påvirke andet end vores egen pengepung, men troen kan være stærk og skøn og den betaler vi gerne for.

Vender man sig om og kigger tilbage i verdenshistorien vil man se, at tro og religion altid har været et stærkt element i det enkelte individs selvsyn og selviscenesættelse, mennesker definerede sig selv og andre ved deres tro. I dag er hverdagen fuld af tro. Nogle tror deres skæbne påvirkes hvis de ændrer deres navn, nogle tror stjernernes positioner styrer deres liv, andre igen tror jorden er flad …. eller rund og nogle tror tilsyneladende, at de influerer verdens gang ved at vælge den ene agurk frem for den anden. Jeg har stor respekt for mennesker der tror, og jeg vil meget nødigt være sådan én der står uden for Scientologys hus og ryster på hovedet. Lad alle tro det de ønsker at tro, når blot det rummer plads til jeg kan tro på mit.

Hjemme i min lille huststand er det hovedsageligt mig der køber ind og laver mad til vores familie på fem. Det er ligeledes mig der står for den daglige tur i supermarkedet. I den situation går jeg altid målrettet efter danske produkter. Primært fordi jeg nærer stor tillid til den stærkt regulerede danske landbrugssektor, jeg vælger at tro på, at de ikke uden grund forgifter eller forkvakler mine fødevarer. Sekundært vil jeg af princip hellere købe en dansk agurk en én der er kørt, fløjet eller sejlet op fra Marokko. I forhold til det røde Ø-mærke går jeg konsekvent uden om det. I enhver situation hvor jeg som forbruger har det frie valg vælger jeg det røde Ø fra - Jeg tror simpelthen ikke på det.


Kommentér

Alle kommentar bliver gennemtjekket af en moderator